tirsdag, november 21, 2006

VTU's nyhedsbreve

Alle kan (stadig!) afmelde/ændre

VTU, IT-Styrelsen og Det offentlige Danmark administrerer alle postlister som med jævne mellemrum udsender nyhedsbreve om dette og hint. Alle kan tilmelde sig, og man kan selv bestemme hvilke emner man vil underrettes om. Herligt, ikke sandt?!

Hov, men vent, der er mere! Ikke alene kan alle tilmelde sig — alle kan osse rette i ens tilmeldinger! Ingen af instanserne har nemlig bekymret sig om noget så elementært som at implementere “dobbelt opt-in” på tilmeldingen. Enhver kan altså tilmelde enhver email­adresse uden at ejeren af den pågældende emaikl­adresse skal bekræfte at han virkelig ønsker at blive tilmeldt. Og ikke nok med det, enhver som kender min emailadresse kan se hvilke postlister jeg abonnerer på (min arbejdsgiver kan således se om jeg abonnerer på ledige stillinger, hm…).

For snart tre måneder siden skrev jeg til VTU:
Hej VTU

Jeg er ikke helt tryg ved den abonnementsordning I tilbyder på nettet.

For det første skal jeg ikke bekræfte at det virkelig er mig der vil abonnere, men får blot tilsendt en oversigt over hvad jeg er tilmeldt. Dvs. at tredjemand vedblivende kan melde mig til, og så er det min opgave at melde mig fra. Den korrekte løsning ville være først at oprette abonnementet når den angivelige abonnent har bekræftet — fx ved at følge et særligt link i den indledende email — at han virkelig ønsker at abonnere.

For det andet kan tredjemand ved at angive min emailadresse og dernæst vælge »Jeg er abonnent, men ønsker at ændre eller afmelde mit abonnement« se hvad jeg abonnerer på, hvilket er en krænkelse af mit privatliv (er jeg fx interesseret i at min nuværende arbejdsgiver kan se at jeg abonnerer på ledige stillinger?), lissom det giver mulighed for at tredjemand kan ændre i mine abonnements­forhold. Den korrekte løsning ville naturligvis være at sikre sig at det virkelig er abonnenten selv der ønsker at se/ændre abonnementet, fx ved at indtaste en PIN-kode der tilsendes efter det første bekræftelsesbrev.

Det er skuffende at opleve at et ministerium med ordene “Videnskab, Teknologi og Udvikling” i sin titel har så lidt forståelse for helt elementære ting vedrørende internettet.

Mvh,
Klaus.
Lidt senere samme dag fik jeg svar fra Christina Staal, som angiveligt er webredaktør hos VTU. Christina skrev:
Hej Klaus Seistrup

Tak for dine e-mails om vtu.dk's og itst.dk's abonnementsordning.

Vi er omgående gået i gang med at undersøge problemstillingen, som du beskriver.

Tak fordi du skrev til os og gjorde os opmærksom på det.

Med venlig hilsen

Christina Staal

Webredaktør
Webredaktionen, www.vtu.dk
6. september skrev jeg igen til VTU for at høre om de havde fundet ud af noget, men fik intet svar. I dag, næsten tre måneder efter min oprindelige henvendelse, kan jeg konstatere at man intet har gjort ved problemet.

Skuffende og bekymrende.